1800 rpm fra gattet -> Egil 8 minutter

2100 rpm mod støvlerne langs 10m kurven -> Store Foss 14 minutter -> Strandfogdegården 16 minutter —> George 20 minutter -> Våde Ovn 25 minutter

1200 rpm -> Helligdomsklippen 59 minutter -> Anløb 30 minutter -> Afgang 31 minutter -> Vende 32 minutter

1200 rpm -> Vådeovn 35 minutter

2100 rpm mod Gudhjem -> George 38 minutter -> Skoven over et 47 minutter -> Norresand 51 minutter -> Gattet 55 minutter -> Ankomst 57 minutter

Velkommen

Vi er nu på vej til Helligdomsklipperne. Turen til Helligdomsklipperne varer en halv time, og vi ser frem til jeres selskab under turen.

Kysten her ved Gudhjem var det eneste større område med en naturlig skærgård, hvor bådene tilbage i tiden for det meste kunne ligge sikkert under storm og dårligt vejr.

Det var Hansa-folkets (1300 - 1600) ankomst i 1300-tallet der befæstede byens betydning for Østersøhandlen. Hansa-folket kom i en større bådtype (KOKKEN) som var noget større og tungere end datidens langbåde. Bådtypen kunne ikke umiddelbart hales op på land, hvorfor Hansa-folket havde god gavn af den naturlige skærgårdshavn her i Gudhjem. Havnen er den eneste rigtige skærgårdshavn i Danmark.

I slutningen af 1800-tallet skete der voldsomme ting og sager på disse kanter af øen, og i 1872 havde man den altødelæggende stormflod, der nærmest ødelagde alt, der var at ødelægge på menneskeskabte havneanlæg. Derfor blev havnen vi netop har forladt i årene 1883-85 udvidet og forstærket til at fremstå som vi ser den i dag. Om det er nok til at modstå fremtidige klimaforandringerne, kan kun tiden vise. I kan således også bemærke, at husene i første række på havnen er opført i midten af 1880’erne.

Bag den gamle del af byen ser i BOKULSKLIPPEN, som i vikingetiden hed BODAKULLA, hvilket betyder “ den nøgne klippe med handelsboderne i nærheden”, nemlig området ved MELSTED. (Melsted har en sandstrand, hvor det er let at hive bådene på land)

Inde over byen kan i se en masse karakteristiske skorstene. Disse tilhører de mange røgerier der fra slutningen af 18’er tallet fandtes her i Gudhjem. I begyndelsen af 1900-tallet var her mere end 30 aktive røgerier. Det første rigtige røgeri på Bornholm blev bygget i 1866 og var aktivt til og med 1963. Det ses herinde i venstre side af parkeringspladsen. I dag er det kun restaurant Gudhjem Røgeri der indimellem er aktivt som røgeri.

Til højre for de to hvide røgeriskorstene kan i se Gudhjem Skanse eller Sorte Odde Skanse. Her stod der i sin tid fire kanoner. Sidste, og måske eneste, gang de var i brug, var i syvårskrigen mod Englænderne i 1808 (16/8 1807 – 14/1 1814). Kanonkuglerne fra Gudhjem ramte dog aldrig et engelsk krigsskib, og englænderne skød henover husene i Gudhjem og kanonkuglerne ramte Bokul, hvorefter de stille og roligt trillede ned af bjerget og ind i de Gudhjemske køkkener, hvor de den dag i dag bruges som dørstoppere.

I Gudhjem har vi to havne, dels den gamle naturlige skærgårdshavn havn som vi netop har forladt, dels Nørresand havn, indviet i 1901, som med sin dækmole er indrettet så skibene kan anløbe selv når østenvinden raser.
Baggrunden for at bygge Nørresand havn var et ønske om, at fragtskibene som besejlede ruten mellem København og Bornholms østkyst kunne komme i havn så ofte som muligt, og hente røget sild til de københavnske forbrugere. Nørresand havn kunne anløbes af disse relativt store både i alt slags vejr, hvilket ikke var tilfældet med Allinge-, Gudhjem- og Svaneke havn. Samtidig fik fiskeflåden en ekstra havn de kunne anløbe når hovedhavnene var lukkede.

Bagved det hvide røgeri, som nu er cafe, kan i se Hedvig og Oluf Høsts smukke villa, Norresân som i 1998 blev omdannet til kunstmuseum. Der er tale om et kunstnerhjem med en righoldig samling af Oluf Høsts malerier ophængt netop dér, hvor de i sin tid blev til.

Udover Oluf Høst museet er Gudhjem beriget af Gudhjem Kunstmuseum, som er beliggende i den gamle jernbanestation fra 1916 på toppen af byen. Indtil 1952 havde Gudhjem jernbaneforbindelse, via Alminding/Aakirkeby banen (18,2 km), med resten af Bornholm. Den gange fandtes der tre jernbaner på Bornholm. Udover Gudhjembanen fandtes Rønne - Nexø banen som var det sidste der blev lukket i 1968, samt Rønne - Allinge banen. Så skulle man med tog til Allinge var det en heldagstur med skift i både Aakirkeby og Rønne.

Vejen i ser snor sig op her kaldes for Serpentiner vejen og er det tætteste vi kommer på en bjergvej i Danmark. Serpentiner vejen er 800 meter lang med en stigning på 46 meter. Havde den været lidt længere og lidt højere, havde den kvalificeret Gudhjem til at være en bjergby i EU-forstand. Tænk hvad det kunne have udløst af EU midler til Gudhjemboerne.

Hvis i kigger ind til venstre kan i se et tovværk, som er spændt ud mellem to klipper. Stedet hedder suseranden og er et yndet badested for lokalbefolkningen, når vandtemperaturen et bliver lidt højere. Vinterbaderne holder til inde ved trappen på molen i Nørresand, hvor vi også har en sauna.

Vi passerer nu et par klippeskær, der grundet den store flok måger der normalt holder til her kaldes MÅGESTOLENE.

Lidt længere fremme ser vi en markant klippekløft, som kaldes RAVNESKÅRET. Ravneskåret omkredser en gammel røverborg, der grundet de stejle klipper fra alle side, var svær at indtage.

Hvis i kigger op på toppen af denne klippekant kan i se fire bautastene, disse kaldes HESTESTENENE.

Historien omkring hestestenene er, at en ungt brudepar kom kørende af den sti som kommer vinkelret ned inde fra landet. Tilsyneladende var de mere optaget af hinanden end stiens foran dem, og kørte desværre udover klippekanten, hvilket havde fatale følger for de unge mennesker. Efterfølgende satte man så hestestenene op for mindes hændelsen og for at advare andre om klippekanten.

Stien fører ned til dette sted som er en gammel hedensk offerplads, hvor befolkningen tilbage i oldtiden styrtede heste og andre dyr ud over kanten for at søge fred og fordragelighed med guderne. Ifølge sagnet røg der, under dårlige tider, også indimellem en træl eller to med i købet.

Hvis i kigger halvvejs op af den klippeskrant som nu kommer til syne her vinkelret på vores sejlretning, kan i se et stenhoved (med nakkestøtte og det hele). Det er Blod Egil som kigger ned over kysten i Salene bugten – Ham vender vi tilbage til.

Den store sten i vandkanten er en vandreblok som kom hertil for ca. 10.000 år siden med den sidste istid fra Nord Norge. Længere inde i bugten kan i se en endnu større vandreblok. Den hedder Heksestenen og er Danmarks næststørste vandreblok. Den menes at være kommet hertil fra Baltikum.

Salene Bugt og Kraterrøserne

Det farvand vi sejler i nu, hedder Salene bugten, og er den største havbugt på Bornholm. Området er metrologisk set bedre beskyttet end området ude ved Gudhjem, hvilket gør det yderst interessant ud fra et vikingehistorisk perspektiv. Vikingernes langbåde var forholdsvis lette i konstruktionen, og kunne derfor forholdsvist let trækkes op på den forholdsvis falde kyst her i Salene bugten. Det var således i dette område vikingerne havde deres bosættelser.

Den historiske betydning af området understreges af de gamle matrikelnumrene 1 og 2, hvor matrikelnummer ét tilhørte kongen (Lehnsgaard – Østerlars Sogn) og matrikel nummer to biskoppen (Vallensgård – Aker Sogn).

Inde i bunden af Salene bugten, ca. 100 meter til højre for det gule hus, har Bobbeåen sit udløb. Bobbeåen er et af de mest vandholdig å løb på Bornholm og laksen benyttede derfor Bobbeåen til at gyde indtil en mølledæmning ved Bobbegård begrænsede laksenes vandring op i åen.

Herinde ser i et strandgravfelt i en gammel rullestensstrandvold med 35 såkaldte kraterrøser eller voldgrave. Dette træk forekommer så regelmæssigt, at man har ment, at det måtte hænge sammen med en speciel konstruktion af gravene. Krateret afspejler imidlertid blot, at gravkammeret er blevet udgravet.

I 1880 undersøgtes 10 grave. De indeholdt ubrændte gravlæggelser, men kun få gravgaver. Et enkelt vaseformet lerkar daterer en af gravene til romersk jernalder o. 200 e.v.t.

De udgravede røser fremtræder med et synligt krater. De urørte er vanskelige at få øje på, men en svag forhøjning, hvor der midt i anes en aflang N-S orienteret lavning, afslører gravene. Midt i flere af gravene vokser der et træ.

Området blev arealfredet i 1894.

Blod Egil

På oldnordisk betyder Bobbe: Å-manden, manden med leen eller døden. Åen har sandsynligvis fået sit navn efter salget mellem Egil Ragnarsen og Knud den Hellige, der fandt sted på stranden herinde.

Historien omkring Egil er den, at han var født i Ribe bispedømme, hvor hans far Ragnar, en af Sven Estridsens mænd ejede jordegods.

Da Egil Ragnarsen tilbød Knud den Hellige sin tjeneste, gjorde denne ham til høvding på Bornholm hvor befolkningen først efter 1060 var blevet kristnet.

Nu var Egil ikke så hellig så det gjord noget, og under et søslag mod venderne skal han have slukket sin tørst med vand blandet med de såredes blod, hvilket gavn ham tilnavnet Blod Egil.

Trods kongens formaninger undlod Egil Ragnarsen at søge kirkens sonebod for denne vanhellige drik, og han blev derfor afsat. Men Egil var vellidt blandt befolkningen og forblev på Bornholm. Da Egil kom under kongens mistanke for sørøveri, kunne Knud den Hellige ikke længere se gennem fingrene med Egils gøren og laden, og Kongen sendte derfor sin flåde herover, hvor de gik i land herinde på Salene strand.
Det udviklede sig til et frygteligt blodigt slag, der efterlod alle Egils mænd dræbte på stranden. Eigil selv blev pågrebet, og ført til Kongens borg Gammel Borg i Almindingen, hvor han tilstod han at have dræbt besætningen på et norsk skib og røvet ladningen. Kongen lod ham derfor hænge fra det højeste træ i Almindingen uden dom. Dette bragte Kongen i modsætning til Egil Ragnarsen’s standsfæller.

Harald Blåtand

 Går vi ca. 100 år længere tilbage i tiden kommer vi til den tid hvor Harald Blåtand (936 - 987) var konge i Danmark (958-987 efter Gorm den Gamle).

Harald Blåtand var en meget entreprenant konge som opførte adskillige bygningsværker. Efter foreningen af Danmark og Norge flyttede han kongesædet fra Jelling til Roskilde og opførte det som senere er blevet til Roskilde Domkirke. Men mest kendt er han nok for den store Jellingsten som afspejler overgangen fra den hedenske vikingetid til den kristne middelalder.

Da al forandring arvler modstand fik transformationen til kristendom også militæret til at stille spørgsmålstegn ved kongens evner til at lede landet. Da Harald Blåtand samtidigt brugte hærens ressourcer til bygningsværkerne, begyndte et oprør at ulme.

Det blev hans søn Svend 1. Tveskæg som anførte oprøret mod kongen, og efter Jomsvikingernes Saga fandt det endelig slag sted her i Salene bugten. Efter et fælles togt langs svenskerkysten havde Svend Tveskæg slået lejer her i Salene bugten. Harald Blåtand fulgte efter ham med 30 langbåde og belejrede bugten ved at ligge de 30 både tværs over bugten, hvorefter han gik i land. Klokken var imidlertid blevet for mange hvorfor Svend og Harald aftalte at udskyde det forestående slag til næste dag. Samme aften sneg Palnatoke sig uden Svends vidende ind på Harald, som sad og varmede sig ved et bål, og sårede ham dødeligt med et pileskud (lige i røven).

Harald fortrak med sine 30 langbåde ned til sin svigerfamilie i Jomsborg, men han var blevet dødeligt såret og døde efterfølgende.

Så kunne Svend Tveskæg tag tilbage til Roskilde og kalde sig konge af Danmark.

M/S Thor

Fra sidst i 1800-tallet og frem til midten af 1960’erne var Salene et særdeles søgt sted om sommeren, idet bugten var fyldt op med det fineste hvide sand, og det i stor bredde, som vi i dag kender det fra Dueodde.

Derfor blev der også i 1908 bygget et større "Salene Badehotel" til at huse disse fremmede. I dag er sandet borte og hotellet brændt ned til grunden. Det skete en efterårsdag i 1949.

Der har været mange forslag til, hvorfor sandet er forsvundet. Et er, at havets brunalger i løbet af 1950'erne på grund af sygdom skulle være taget af i mængde og med dem den "sandfangende" effekt. En anden teori er, at byggeriet af Nørresand har ændret strømmene, hvilket med tiden førte til sandets forsvinden.

Skibet her, M/S Thor, blev i 1913 bygget i Gilleleje på Nordsjælland til et aktieselskab i Allinge, og har lige siden sejlet langs den Nord Bornholmske kyststrækning. Til at starte med som gods og passagerskib til at servicere badehotellerne langs kysten: Stammershalle, Helligdommen, Salene og Melsted badehotel.

I 1957 blev landvejen mellem Gudhjem og Allinge imidlertid indviet, og siden da har Thor sejlet på denne pragtfulde tur mellem Gudhjem og Helligdomsklipperne.

Landevejen, Broerne og Bognemark

Landevejen er nok den dyreste landevej der nogensinde er bygget i Danmark. Det skylde ikke mindst de tre broer over henholdsvis Holkadalen i Gudhjem, Bobbeåen som vi lige har passeret og endeligt broen over Store Foss som i kan ser herinde ca. 30 meter over havoverfladen oppe mellem træerne.

Specielt broen over Holkadalen gav anledning til intern uenighed i Gudhjem anført af henholdsvis kunstmaleren Oluf Høst og Professer ved Kunstakademiet Niels Leergaard. Leergaard var fortaler for, at landevejen blev ført længere ind i landet, mens Høst var fortaler for den føring som landevejen endte med at få.

I virkeligheden drejede de to’s uoverensstemmelse sig mere om gården Bognemark som lægger her oppe bag os. Høst havde købt gården i 1935 for næsen af Leergaard, og det kunne Leergaard ikke rigtigt tilgive Høst.

Høst var meget fascineret af ildebrand og stod som sidste mand på telefoncentralens liste over personer der skulle ringes til i tilfælde af ildebrand. Når der var ildebrand rykkerede Høst således ud med pensler og stafilet hvorefter han forevigede brandene på hans hvide lærred. Derfor navngav Høst gården Bognemark, da det var en gammel bogne gård.

Bogne gårdene var de gårde, placeret hele vejen langs kysten, der varslet den lokale befolkning om fjendens kommende ved at tænde et bål. Det var derfor oplagt for Oluf Høst at navngive gården Bognemark.

Høst har, efter min mening, malet nogle af sine aller bedste malerier på Bonemark.

Strandfoged Gården

Farvandet her langs kysten er forholdsvis rigt på laks og ørreder, ligesom der er gode muligheder for at fange pighvar og rødspætter.

Området her ved Røsted Strand, som er fyldt med undersøisk skær vinkelret på kysten, er specielt egnet til fiskeri. Bonderne der boede ovenfor klipperne fiskede hyppigt i dette område tilbage i tiden. De blev kaldt tilfældighedsfiskerne eller lejlighedsfiskerne, men de fangede rigtigt mange laks. De fangede så mange laks, at det til sidst blev for meget for tjenestefolkende, og de endte med at forlange, at de maksimalt blev serveret laks seks dage om ugen. Den syvende dag skulle det være en ordentlig fisk i form af en torsk eller en slid.

George’s Klippe

Herinde kan i se en stor lodret klippevæg. Det er George’s klippe. George er en ældre herre på 75 år som bor på en gård ovenfor klippen. Hver morgen klokken seks klatre George op af klippevæggen tre gange for at holde sig i form.

Helligdomsklipperne

Vi nærmer os nu HELLIGDOMSKLIPPERNE.

Når man ser klipperne her fra søsiden, så kan man godt forstå, at dette udtryksfulde område altid har været omgivet af fascination og blevet opfattet som guddommeligt.

Klippeudtrykket er skabt ved, at klipperne og undergrunden er opbygget af stribet Gnejs, der netop her er gennemskåret af et utal diabasgange. Sådan en diabasgang er opstået ved, at grundfjeldet i tidernes morgen har slået sprækker, og disse sprækker er igen blevet fyldt ud med magma fra "jordens indre". Magmaet kaldes diabas.

Efterfølgende årtusinders nedbrydning har resulteret i, at nogle dele af grundfjeldet har vist sig mere modstandsdygtigt over for erosion end andre, og her har diabasen vist sig at være den blødere del.

Området strækker sig herfra og ca. en kilometer mod vest.

Helligdomsklipperne ejes af Danmarks Naturfond, som købte det af det daværende Hotel Helligdommen i 1974, men allerede i 1918 blev området fredet.

På Hotel Helligdommens daværende placering findes nu Bornholms Kunstmuseum, som blev indviet i 1994. Museet finder i ovenfor Klipperne. Tilbage i tiden blev stedet kaldt bornholmerpladsen, og var datidens lokale svar på Hjallerup marked.

Man har siden middelalderen, og muligvis før, fejret Sct. Hans her på Helligdomsklipperne ved Rø.

Når området kaldes Helligdommen skyldes det, at den bornholmske befolkning i århundreder anså stedet for at være et helligt sted. Dette kom sig af, at en hellig kilde havde sit udløb ved foden af Helligdomsklippen.

Skærene I ser på vores venstre side (bagbord) kaldes APOSTLENE (de tolv apostle), og den største af dem (helt til venstre) kaldes BISPEHATTEN.

Straks efter (der hvor i kan se trapperne komme ned) kommer en sprækkedal til syne. I sprækkedalens venstre side set herfra finde man DEN TØRRE OVN, som er ca.23 meter dyb.

Vi sejler nu ind imod DEN VÅDE OVN, som er ca. 17 meter dyb. I modsætning til den tørre oven, kan man kun komme ind i den våde ovn fra søsiden.

Længere fremme ser I en høj slank klippe. Denne kaldes grundet ligheden med et stearinlys for LYSEKLIPPEN. Lyseklippen var tidligere kendt som "Alterlysene", og navnet gå tilbage til den tid, da der var to ”lys”. Det ene styrtede ned i en storm i begyndelsen af 1800-tallet.

Om lidt kommer 2 markante sprækker tilsyne, disse kaldes GÅSERENDEN og LYSERENDEN, og er begge ca. 35 meter dybe.

Gåseranden er ifølge sagnet forbundet til de underjordiske gange som Jobo’erne (de underjordiske bornholmere) benytter.

Sagnet siger yderligere, at disse gange er forbundet med Hammershus, og at de kunne bruges som flugtvej væk fra Hammershus. For at eftervise dette sendte man en gås ind ved indgangen på Hammershus, og den er så kommet ud her i Gåserenden, hvor den er blevet forstenet. Det har dog efterfølgende vist sig at være en and!

Det næste klippeparti kaldes MÅNESKINSKLIPPEN på grund af den hvide kvartsstribe næsten oppe ved toppen, der glimter smukt, når månen skinner på den.

Derefter kommer det klippeparti som har givet navn til hele området, HELLIGDOMSKLIPPEN. Den har fået sit navn pga. en helbredende kilde, der skulle have haft sit udløb her. [Historie om barnløshed og knæskaller]

Der var i middelalderen opført et lille "Trefoldighedskapel" på den daværende Helligdomsgårds jord – som lå på toppen af skrænten.

Efterhånden mistede befolkningen dog troen på vandets helbredende kraft og så blev der nok drukket mere brændevin end kildevand.

For enden af broen finder man DEN SORTE GRYDE (også kaldt "Hans Grønbechs Ovn" efter den mand, der fandt den omkring 1860). Sorte Gryde er ca. 50 meter dyb, og hvis man begiver sig ind i grotten på en fredelig dag, kan man være heldig at se Danmarks største edderkop, den giftige kæmpeedderkop Meta Menardii eller Grotteedderkoppen. Den er dog, hvis den ikke tirres, aldeles fredelig! Dens stik skulle efter sigende svarer til et bistik. Grotteedderkoppen kan blive op til 10cm fra ben til ben.
Vær dog opmærksom på, at hun edderkoppen efter parring danner en lille kugle på størrelse med en bordtennisbold (kokon - ca. 2cm i diameter), som hænger ned fra grottens loft. Heri befinder sig 200/300 edderkop æg.
Det vækker ikke altid begejstring, hvis man kommer hjem med 300 små edderkop unger i håret.

Det næste høje klippeparti kaldes MÅGETÅRNET fordi der næsten altid opholder sig et mågepar oppe på toppen. Nogle mener det er Kaj og Boje som er flyttet fra Rødby – Puttgarden overfarten til Bornholm. Med de nye hybridfærger blev det for stressende at være måge på Lolland.

Ved foden af mågetårnet, kan i se en åbning komme til syne. Denne åbning kaldes Himmerigets port – Den skarpe iagttager vil dog bemærk, at det går nedad!!

Den brede klippe i nu ser kaldes CAPRI KLIPPEN eller UDSIGTSKLIPPEN. Denne klippe er opkaldt efter en gøgler som hed Capri, og som ofte var her til Sct. Hans omkring århundredeskiftet.

Bagved vores anløbsbro ser i endnu en høj klippe, dette er LIEBERTSKLIPPEN. Den er opkaldt efter en kendt dansk maler G.E.LIEBERT, der i 1880’erne brugte denne klippe som motiv utallige gange. På toppen står en Bornholmerrøn, der kan blive op til tusind år gammel.

For oven af de 114 trin finder i stien til Gudhjem (til venstre) og Bornholms Kunstmuseum (til højre).

Tak for besøget og pas nu godt på når i går i land.

Døndalen

Det strandområde i kan se lidt længere oppe af kysten ligger ved Døndalens udløb.

Døndalen er en sprækkedal og et dejligt område at vandre en tur i. En lille kilometers penge oppe i Døndalen finder man Danmarks største vandfald - Danmarks svar på Niagara Falls.

Især om foråret er vandfaldet en uforglemmelig oplevelse med næsten et subtropisk klima. Navnet Døndalen skyldes larmen fra vandfaldet. For hvor det tordner, der dønner det, ifølge det bornholmske sprog.

Bronze alderen på Bornholm 1700-500 f. Kr.

Bornholm indtager en særstilling i Danmark, når det drejer sig om vidnesbyrd fra bronzealderen. De mest forunderlige spor, bronzealderens mennesker satte sig på øen, er de mange helleristninger. De prægede sten er stadig omspundet af mystik, og hvis vi skal tro bronzealderens folk – også en stærk magi.

Helleristningerne giver os, sammen med de arkæologiske fund, en forestilling om fortidens tro og livsopfattelse. I oldtiden var det langt lettere at rejse ad vandvejen end over land. Bornholm var ikke et isoleret sted i bronzealderen. Mennesker padlede uhindret over Østersøen, og kom med både bronze og nye ideer i lasten.

Bronzealderens billeder vrimler med skibe. De er det vigtigste motiv på helleristningerne, både på Bornholm og i resten af Sydskandinavien.

Bronzealderen på Bornholm var præget af velstand, og befolkningstallet var helt oppe på 15.000 mennesker, hvilket så også medførte at al skove stort set var ryddet..

Byen Gudhjem

Møllen

Kirken og Kapellet

Europæisk Standard Tid

Tilbage er der blot at sige tusind tak fordi i havde lyst til at sejle med os på denne dejlige tur til Helligdomsklipperne. Håber i har haft en god tur, og at i får et fortsat godt ophold her i Gudhjem og på Bornholm i det hele taget.

Tak for nu.